Konfirmation

Konfirmation er det tidspunkt, hvor Gud bekræfter sit ja til dig, og siger at han holder, hvad han lovede til din dåb. Konfirmation betyder derfor, at Gud bekræfter sit forhold til dig, som blev oprettet i din dåb.
Som døbt skal du på vejen mod at blive voksen også selv tage stilling til din dåb. Ved konfirmationen gentager du det ja, som blev sagt på dine vegne ved barnedåben.
Med konfirmationen er kirken med til at markere, at de børn, som blev døbt, nu er blevet til unge mennesker.

Tro og konfirmation

Skal man være helt sikker og tro på en bestemt måde, før man kan sige "ja" til at blive konfirmeret? Nej, når det gælder tro, kan vi aldrig være helt sikre. Det handler om at turde tro og håbe og elske.

Tro kan ikke måles eller vejes, derfor kan man heller ikke sige, at nogle er meget eller lidt kristne. Vi er kristne, når vi er døbt. I dåben får vi at vide, at vi har Guds kærlighed altid. Konfirmationen er et ja til dåben og ja tak til at have Gud med i sit liv.

Vi tror hver især på vores måde. Det bliver vi ved med, også når vi er konfirmeret. Du behøver ikke at vide, om du vil konfirmeres, inden du begynder at gå til præst.

Konfirmationsforberedelse

Det er frivilligt at blive konfirmeret. Men hvis du gerne vil konfirmeres skal du være døbt og have fulgt konfirmationsforberedelsen; gået til præst, som mange kalder det.

I konfirmandforberedelsen læser vi i Bibelen, synger salmer, lærer Fadervor og trosbekendelsen, undrer os sammen over livets store spørgsmål, maler, danser, ser film, tager på udflugt og meget mere.

Konfirmationsforberedelse ved Nykøbing Mors Kirke foregår i Kirkecenteret og i kirken. Klik her for at se en plan over mødegange og tilmeld dig FaceBook-siden for konfirmander og deres forældre 2017-2018 her

Ud over konfirmationsforberedelsen skal du deltage i mindst 10 gudstjenester med en voksen inden din konfirmation. 

Sådan foregår selve konfirmationen

Konfirmationer ved Nykøbing Mors Kirke foregår som udgangspunkt den sidste weekend i april og den første weekend i maj.

Til konfirmationsgudstjenesten går præst og konfirmander sammen ind i og ud af kirken i procession. Konfirmanderne skal den dag sidde på en stol ud for en bænkerække, hvor forældre, søskende og bedsteforældre kan sidde.
Konfirmationsgudstjenesten er en almindelig gudstjeneste, dog uden altergang. Efter prædikenen foregår selve konfirmationsritualet ved, at alle konfirmanderne kommer op til alteret, hvor de knæler, får læst deres skriftord og siger Fadervor sammen.
Vi øver konfirmationsritualet som en del af konfirmandforberedelsen, så ingen er i tvivl på den store dag.

 

 

Kommende datoer

Har du et barn, der skal konfirmeres i 2018 eller 2019, så sæt allerede nu kryds i kalenderen.

OBS!! Ændring:

2018:

Lørdag d. 28. april kl. 10.00

Lørdag d. 5. maj kl. 9.00 og 11.00

Søndag d. 6. maj kl. 10.00

2019:

Søndag d. 28. april kl. 9.00 og 11.00

Lørdag d. 4. maj kl. 9.00 og 11.00