Begravelse og bisættelse

En kirkelig begravelse eller bisættelse er de pårørendes afsked med den døde og forkyndelsen af det kristne budskab om opstandelse, håb og trøst.

Ved en kirkelig bisættelse eller begravelse bliver der sagt tak for den dødes liv og for alt, hvad andre mennesker fik lov at dele med ham eller hende. Der bliver også sat ord på sorgen over det, de har mistet eller aldrig fik.

Det skal du gøre

I dagene efter et dødsfald skal de pårørende tage stilling til mange spørgsmål og ordne mange praktiske forhold. Her får du en kort oversigt over de vigtigste.

Dødsattest

Efter dødsfaldet skal en læge tilse afdøde og skrive dødsattesten.

Bedemand

De fleste henvender sig til en bedemand for at få hjælp til det praktiske i forbindelse med dødsfald og begravelse. Det er de pårørendes eget valg. Man skal ikke bruge en bedemand, man kan godt selv sørge for nogle eller alle de ting, der ordnes. Men ofte er det bedst at få hjælp til det praktiske, da sorgen ofte er overvældende, og fordi der skal ordnes mange uvante ting på få dage.

En bedemand kan hjælpe med meget af følgende:

Anmeld dødsfald

Ved dødsfald skriver lægen en dødsattest. Herefter skal dødsfaldet anmeldes til begravelsesmyndigheden, det vil sige den sognepræst eller det kirkekontor, som afdøde tilhørte, via blanketten "Anmodning om begravelse eller ligbrænding" på borger.dk.

Begravelse eller bisættelse

Når dødsanmeldelsen udfyldes, anmoder man også om begravelse eller bisættelse. Hvis de pårørende har kendskab til afdødes ønsker, har de pligt til at følge dem. Det gælder ønsket om begravelse (kistebegravelse på kirkegården) eller bisættelse (kremering og efterfølgende urnenedsættelse) og ønske om en præsts medvirken.

Når en præst medvirker, kaldes det en kirkelig begravelse eller bisættelse. Hvis afdøde var medlem af folkekirken, medvirker en præst ved begravelsen eller bisættelsen med mindre afdøde har givet udtryk for andet. Ønsker man kirkelig begravelse eller bisættelse, tager man kontakt til præst og kirkekontor for at aftale tidspunkt for begravelsen eller bisættelsen og den forudgående samtale med præsten.

Hvis afdøde ikke var medlem af folkekirken, ses det som udtryk for, at afdøde ikke ønskede en præsts medvirken. Vedkommende kan således ikke få en kirkelig begravelse, men kan blive begravet eller bisat i et kapel. Her bør man eventuelt tale med bedemanden.

Gravsted

De pårørende skal vælge gravsted. Tidligere stod valget mellem et traditionelt gravsted og "de ukendtes", som fællesgrav eller plænebegravelse ofte kaldes. I dag har mange kirkegårde forskellige typer gravsteder både til kister og til urner. Mange steder tilbyder kirkegårdens ansatte at vise de pårørende rundt på kirkegården. Det er også muligt at få asken spredt over fjord eller hav.

Samtale med præsten

Før en kirkelig begravelse taler de pårørende med præsten. Ved samtalen forbereder man begravelsen. Man fortæller præsten om afdøde, vælger salmer og taler om, hvis afdøde eller de pårørende har særlige ønsker til læsninger, musik eller andet.
I samtalen kan præsten også tilbyde støtte og sjælesorg.

Valg af salmer

Vil man gerne forberede sig på salmevalget inden samtalen med præsten, kan man se i salmebogen. Salmerne er inddelt efter emner og temaer. Der er egentlige begravelsessalmer, men ofte falder valget på helt andre salmer. Morgensalmer sætter ord på glæden ved lyset og livet. Aftensalmer handler om at finde fred og hvile. Påskesalmer har opstandelseshåbet. Der er salmer, som passer til årstiden, og måske havde afdøde en yndlingssalme, som det vil føles rigtigt at synge.

Man tager afsked med et menneske, og salmerne må gerne afspejle hans eller hendes liv. Samtidig har salmerne evangeliets håb og trøst. Til samtalen vejleder præsten også gerne i det endelige salmevalg.